
Syltede rødløg
De flotte, søde, syrlige rødløg kan peppe alt op lige fra salater, wraps og pita til burgere og endda en smørrebrødsmad. Udover at være lækre og kunne bruges i rigtig mange retter, er de også nemme og hurtige at lave.
Her får du vores opskrift på syltede rødløg:
- 4 rødløg
- 3 dl lagereddike
- 1,5 dl sukker
- 1 tsk sorte, hele peberkorn (kan undlades)
- ½ tsk sennepsfrø (kan undlades)
- 2 laurbærblade (kan undlades)
Sådan gør du:
- Ingredienserne varmes op i en gryde til sukkeret er smeltet. Tag gryden af varmen og lad det køle lidt.
- Snit rødløgene – du kan skære dem i strimler eller i både, alt efter hvad du lyster.
- Læg rødløgene i et skoldet syltetøjsglas og hæld eddike-sukkerlagen i. Tilsæt evt. lidt vand til løgene lige er dækket (løgene falder sammen og fylder mindre, når de har stået lidt, så tilsæt ikke for meget vand).
- Skru låg på og smid det på køl, og de er klar efter 3-4 timer. Sådan!
Du kan også eksperimentere selv og tilføje ekstra krydderier i din eddikelage – her på Gaya tilføjer vi fx sennepsfrø og laurbærblade, men overvej også friske krydderurter eller tørrede krydderier som nelliker. Du kan tilsætte mere eller mindre sukker alt efter, hvor sure eller søde du foretrækker rødløgene.