
Dato: 25.04.2025
NÆR // Radikal relatering og Playfight som aktivistisk praksis
Velkommen til en økofeministisk fredagsbar for dig, der længes efter at mærke din krop – ikke bare som funktion, men som følt liv. En fredagsbar for dig, der er nysgerrig på nærhed og som tør betræde de stier, hvor vi relaterer radikalt.
Alberte Wind skaber et trygt og inviterende rum, hvor vi bevæger os væk fra smalltalk og vanemæssige sociale spil. Med afsæt i Playfight – en praksis, der kombinerer kampens energi med hjertets bevidsthed – inviteres du til at forbinde dig med dig selv og andre gennem øvelser, der vækker din kropslige intelligens og nysgerrighed.
Her relaterer vi ikke overfladisk. Vi mødes med blikket, med kroppen, med sårbarhed og styrke side om side. Vi mærker: hvordan føles det, når nogen virkelig er til stede med dig? Hvordan føles det, når du virkelig tør være dig selv?
Du kommer ikke for at præstere – du kommer for at bebo dig selv. For at opdage, at kontakt i sig selv kan være en aktivistisk handling i en dissocieret, effektivitetssyg samtid.
Deltagelse kræver intet andet end et åbent sind og lysten til at være ægte.
Om Alberte Wind: Alberte Wind lever i spændingsfeltet mellem det stille og det stormende. Hun er idéhistoriker af hjertet, eksistentiel psykoterapeut i kroppen og facilitator af møder, hvor sandhed og sårbarhed får lov at trække vejret sammen. Med rødder i meditation og filosofi og hænder dybt i det levede liv, bevæger hun sig i grænselandet mellem det sansede og det sagte og skaber rum, hvor mennesker kan genfinde forbindelsen til kroppen, hinanden og det, der ikke kan sættes på formel.
Café Gaya
N. J. Fjords Gade 2
8000 Aarhus
Åbningstider:
Man-lør: 9-21
Søn: Lukket
Kontakt
munna@cafegaya.dk
+45 40 22 45 20